Status på aftale med Rafn & Søn

Jeg har til dato modtaget 12 underskrevne aftaler fra beboerne på Bakkelund. Det betyder, at der stadig er et godt stykke vej op til de omkring 95% Rafn og Søn forventer for at påbegynde arbejdet.

Derfor skal der lyde en opfordring til at få udfyldt, underskrevet og afleveret aftalen i min postkasse så Rafn & Søn kan komme i gang med at inddrive de penge vi har til gode.

God weekend :-)

Claus Jessing, Bakkelund 12

Indleveringsfrist for aftale om juridisk rådgivning

Der har indsneget sig en fejl i det omdelte materiale vedr. juridisk rådgivning.

Indleveringsfrist: 31. oktober 2009

Ikke som anført 30. september.

Møde om ejendomsskatten

Der blev i tirsdags holdt et møde med en repræsentant fra firmaet Rafn & Søn. På mødet blev det gennemgået hvordan Rafn & Søn ser mulighederne for beboerne, her på Bakkelund, at opnå en besparelse i ejendomsskatten. Grundlæggende drejer det sig om, at alle har krav på et fradrag for faktisk afholdte forbedringer på ens grund i forhold til da grunden blev overtaget. Et fradrag de fleste kommuner forsømmer at tildele automatisk.

Repræsentanten fra Rafn & Søn, Kirsten Boutrup, er nu vendt tilbage med en beregning, hvor hun har brugt Bakkelund 12 som eksempel. Beregningen kan ses i sin helhed i den vedhæftede præsentation men essensen af den er, at for en grund som Bakkelund 12 regner hun med, at kunne opnå en årlig besparelse på godt 4.000,- Denne besparelse er ikke en engangsforteelse men vil være gældende hvert år i 30 år.

Det er klart at Rafn & Søn tager sig betalt for at udføre denne opgave men det skal understreges, at firmaet opererer efter princippet “no cure no pay” hvilket betyder, at hvis de ikke er i stand til at opnå en besparelse for den enkelte husstand skal de ikke have noget honorar. Der er således ingen økonomisk risiko ved at indgå en aftale med firmaet.

På mødet var omkring 25% af alle parceller repræsenteret og der var bred enighed, blandt de fremmødte, om at det er et godt tilbud og det bare er om at komme i gang. Derfor vil der i løbet af den nærmeste fremtid blive omdelt en kontrakt og en følgeskrivelse til alle parceller. Bestyrelsen opfordrer alle til at underskrive og returnere kontrakten og processen vil herfter bliver sat i gang. Behandlingstiden er ifølge firmaet erfaringsmæssigt et par år. Til gengæld opnås der så en besparelse fra det år behandlingen påbegyndes samt et år tilbage. Dvs. at hvis vi iværksætter dette nu vil vi (formentlig) i 2011 kunne se frem til at modtage en check på besparelsen for 2008-2011 og herfter fremadrettet have en lavere årlig ejendomsskat.

Rafn & Søns beregning for Bakkelund 12 kan hentes her: Bakkelund 12.

Bemærk at grundværdien er angivet til 715.200,- hvilket er 2001 (eller 2002?) værdien for grunden som er den værdi, der ligger til grund for beregningen af ejendomsskatten.

Hvis der er nogen, der har spørgsmål er de naturligvis velkomne til at kontakte bestyrelsen. Alternativt kan Kirsten Boutrup kontaktes direkte på tlf. 2242 7212.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen

Tilmelding til gennemgang af ejendomsværdiskat

Som tidligere annonceret afholder grundejerforeningen et arrangement om betaling af ejendomsskat. Alle formalia er nu på plads og som planlagt afholder vi arrangementet

tirsdag den 25. august kl. 19 i Storrum IA på Havdrup Skole

Bestyrelsen vil gerne vide, hvor mange pladser vi skal “bestille” og vi beder derfor om en uforpligtende forhåndstilmelding til arrangementet.

For tilmelding til arrangement om ejendomsskat klik her.

Betaler vi for meget i ejendomsskat?

Grundejerforeningen er blevet kontaktet af firmaet Rafn & Søn, der hjælper private boligejere og boligforeninger med at identificere ejendomsskattebesparelser. Firmaet opererer efter princippet ”no cure no pay” hvilket betyder, at hvis de ikke kan skaffe os en besparelse skal de ikke have noget honorar.

Vi planlægger derfor at afholde et informationsmøde, hvor repræsentanter fra Rafn & Søn vil komme og fortælle lidt mere om, hvordan de kan skaffe os en besparelse på ejendomsskatten. Mødet bliver formentlig afholdt den 25. august men vi afventer at Havdrup Skole åbner igen efter sommerferien da vi jo skal have et sted at være. Sæt dog allerede nu kryds i kalenderen da vi håber at se så mange som muligt til mødet.

Når mødet er endligt planlagt vil der blive omdelt en invitation sammen med noget informationsmateriale men hvis der er nogen, der allerede nu ønsker at læse lidt om hvad Rafn & Søn kan tilbyde findes der mere information på firmaets hjemmeside rafnogsoen.dk.

God sommer

Bestyrelsen

Vejfest 2009

Årets vejfest bliver afholdt

Lørdag den 8. august kl. 17


Der skal selv medbringes mad og drikke og arrangørerne låner gerne en ekstra grill.

Deltagelse koster 50,- for voksne og 25,- for børn. Er man under 3 år, er det gratis.

Tilmelding og betaling skal ske til Charlotte, Bakkelund 3, senest 1. juli.

Vejfest på randen af aflysning

Da der ikke har meldt sig nogen som deltagere til planlægningen af den årlige vejfest, vil der blive omdelt en tilmeldingsseddel som et sidste forsøg.

Giver dette heller ingen respons vil vejfesten blive aflyst :-(

Grundsalget i Havdrup Vest er skudt i gang

De første 10 villagrunde i Havdrup Vest er nu sat til salg.

Grundene, der bliver udbudt nu, er beliggende i områdets sydøstlige hjørne, ved Tykmosevej og Hovedgaden.

Grundene bliver udbudt til faste priser via EDC mæglerne.

* Læs mere om grundene og se salgsvilkårene på www.havdrup-vest.dk
* Eller find mere information om bydelen her på hjemmesiden.

Kilde: Solrød Kommune

Vejfest – festudvalg

På gårsdagens generalforsamling blev der, traditionen tro, nedsat et festudvalg til at varetage planlægningen af den årlige vejfest, der afholdes den anden lørdag i august. I år altså den 8. august.

Det har været de samme personer, der år efter år har stået for planlægningen og de giver udtryk for at de ønsker at nye kræfter kommer til og giver en hånd med planlægningen. Der skal derfor fra bestyrelsens side lyde en stor opfordring til alle festglade beboere om at henvende sig til en af de tilbageværende i festudvalget:

  • Bakkelund 3: Charlotte
  • Bakkelund 9: Eike
  • Bakkelund 35: Lisbet

Festudvalget mener selv at en eller to mere vil være ideelt.

Endvidere ønsker festudvalget større opbakning til opstillingen og nedtagning af telt. Det er ofte kun festudvalgets ægtefæller, der står for det praktiske og det er ikke rimeligt.

Sluttelig vil bestyrelsen komme med en opfordring til at kontakte festudvalget eller skrive her på siden hvis der er nogen, der har gode ideer til arrangementer eller lege til vejfesten. Det er fx blevet foreslået at starte med en petanque turnering inden vejfesten på Havdrup Petanque Klubs fine baner oppe ved hallen.

Referater fra generalforsamling

Referat fra gårsdagens ordinære og ekstraordinære generalforsamling ligger nu klar under Dokumenter > Generalforsamlinger.

Søg
Arkiv
Vejret i Havdrup
Havdrup
06/02/2012, 8:25 am
Tåget
-13°C
Vind: 1 m/s SV
Solopgang: 7:56
Solnedgang: 16:56